Der er én figur, som glimrer ved sit fravær på Pergamonfrisen. Det er Herakles, den eneste af de dødelige som ellers hjalp olymperne med at udslette giganterne. Således er man overladt til at danne sig sit helt eget billede af ham, og på vejen hjem fra museet udvikler Heilmann sin egen udgave af Herakles” historie. Som søn af Zeus og en jordisk kvinde står Herakles fra fødslen i modsætning til den herskende orden. Han udgør et mellemled mellem ellers fuldstændigt adskilte hierarkisk ordnede niveauer. Hera sørger for at Herakles ikke engang bliver født til adelstitel blandt menneskene (hvilket Zeus havde forsøgt at få i stand), men at han i stedet må se sin ynkelige rival Eurystheus blive konge i Mykene.
    Herakles er den ultimative revolutionshelt. Ikke alene har han alle mulige eventyr og slår løver og vildsvin ihjel med de bare næver, til slut rejser han helt til underverdenen og henter helvedshunden Kerberos med tilbage som en lurvet køter og vender således op og ned på himlens og jordens fastlagte orden. Med sig har han osse i et bur den ørn, der havde hakket løs i Prometheus - nu kunne folk på torvet så se, at det var slut med at fængsle og plage dem, der tænker nye tanker ”og alt lå åbent i Theben og i Mykene for retfærdighedens tidsalder”.
   En kommunistisk utopi altså, et samfund hvor alle rangklasser er forsvundne. En sådan konstruktion, siger Coppi imidlertid, en stat der gør sig selv overflødig, kan kun føre til kaos og anarki. Før der kan blive tale om en sådan, må der oprettes en ny stat med det ny samlivs regler. Dette må ske gennem revolution og sejrherrerne må hævde deres magt med våben.