(I mellemtiden)
har jeg osse lige fået tid til at læse Forundersøgelsen. Det er et ”oratorium” (altså en sangforestilling) i 11 sange, der dog ikke har nogen musik, men bare er redigerede udskrifter fra Auschwitz-retssagen i midten af tresserne. Vidner og tiltalte er anonymiseret således at det i højere grad bliver en retssag mod et system, som formåede at ophæve enhver sans for personligt ansvar end mod de specifikke bødler. Hvilket dog ikke får deres undskyldninger og bortforklaringer (vi var der ikke, vi vidste ikke noget, vi gjorde som der blev sagt, vi er lige så forfærdede som I) til at virke mindre afskyvækkende. Der er uden tvivl en pointe i dette: I Auschwitz-retssagen var det i modsætning til Nürnbergprocessen ikke de øverste ansvarlige, der sag på anklagebænken, men de mennesker som faktisk havde skudt, tæsket, tortureret, injiceret, udvalgt og gasset folk. Det var samtidig første gang man i Tyskland for alvor fik mulighed for og anledning til at tale om Holocaust. Det ville have været nemt og belejligt at udpege disse 22 mænd som syndebukke og lægge alt ansvaret over på dem. (Igen dette ord ”ansvar” og deplaceringen af det; mens skyld er en følelse, som kan fornægtes men ikke overføres, er ansvar et labilt etisk eller juridisk begreb, der kan jongleres med, som kan placeres der, hvor det for øjeblikket forekommer rigtigt.)
