Pflugstraße (I. 78-84)
Fortælleren løber nu hjem til sin egen lejlighed mens alarmsignalerne hyler i gaderne som en del af de evindelige militære øvelser. Lejligheden er blevet tømt fuldstændigt pga. hans nært forestående afrejse, og med sine slidte vægge og afskallede linoleumsgulve minder den ham om hans egen og hans klasses forarmelse og fjernheden fra alt det, de højtflyvende tanker lover. Gennem muren trænger lyden fra en radio inde ved siden af, hvor en skinger stemme bekendtgør vedtagelsen af landforræderi-loven, der hjemler dødsstraf for spioner og sabotører.
Liggende i sin læderjakke på et leje af nogle aviser falder han hen og drømmer at en skikkelse stikker hånden op fra en grav under køkkengulvet. Det er hans far, men med et ansigt som en grå lerklump med uigenkendelige træk. Fortælleren flyver nu ud over banegårdspladsen overfor lejligheden, Stettiner-banegården, hvor mennesker løber frem og tilbage med kufferter mellem billetluger, drosker, afspærringer, mauriske buemonumenter og videre over det sodsværtede glastag til det geologiske museum, hans far tog ham med til som barn, over gravpladser, over et stadion, hvor sortklædte marcherer i takt og foran sig driver sårede eller døende fanger frem til et sygehus, hvis patienter ligger badet i blod side om side og oven på hinanden bag store oplyste vinduer. Så vender han tilbage til køkkenet, hvor faren nu antager sit genkendelige ansigt, retter sig op og støtter på albuerne.
