Spartakusforbundet (I. 84-101)
Fortællerens far fortæller nu om de begivenheder, der fandt sted mens familien boede i Bremen i februar 1919, hvor fortælleren selv var et år gammel og hans far 33 eller deromkring. Efer krigens ophør forsøgte kommunisterne i Spartakusforbundet under ledelse af Liebknecht og Luxemburg at tage magten ved at gentage den russiske revolution i Berlin. Oprøret (som var dårligt organiseret og syntes at have haft som forudsætning at masserne nærmest spontant ville rejse sig) blev hurtigt slået ned og dets ledere myrdet - ikke af de borgerlige eller højreorienterede, men af de rivaliserende socialdemokrater. Andre steder, som i Bremen, greb arbejderne til de våben, de hjemvendende soldater i et øjebliks solidaritet forærede dem, og udråbte dér en selvstændig socialistisk republik. Snart efter kæmpede soldaterne dog igen for den borgerlige stat og fik en billig revanche for det store nederlag i verdenskrigen ved at meje deres eget folk ned.
Dér i snefoget og den isnende kulde blev faren ramt af en kugle i skulderen og måtte fra sit sygeleje se, hvordan oprøret ganske langsomt og uafvendeligt døde ud, hvordan folks energi forsvandt i det kolde forår. Masserne blev hjemme, ingen kom arbejderne til undsætning. Dagen før 1. maj blev aktionen afblæst.
Verdenskrigen blev slutningen på det tyske kejserrige, men det var ikke arbejderne, der fik gennemført en proletariatets revolution, men derimod kapitalen og borgerne som fik gennemtrumfet en asocial borgerlig republik. Dette skete ikke bare med socialdemokraternes hjælp, men med dem som selve det reaktionære centrum. Socialdemokraterne havde prædiket oplysning, men med det mente de blot en envejskommunikation, hvor arbejderne forventedes at tage mod funktionærernes belæringer uden selv at have noget at skulle have sagt. Partiets ledere var aldrig interesserede i at lytte til arbejdernes egne erfaringer eller hjælpe med at artikulere dem - kun i at udjævne klasseforskellene, bevare republikken og - om fornødent - at myrde dem, der krævede en ægte revolution.
Mens alt dette fortælles og analyseres i alle historiske detaljer, står masserne nu forsamlede med armene i vejret på Maifeld for at hylde Føreren og Il Duce, som er på besøg i Berlin.
