Magtens æstetik (I. 64-70)
Som bekendt lykkedes det ikke at gennemføre revolutionen og det klasseløse samfund i det gamle Grækenland. Gennem årtusinder bevægede slaveejersamfundet sig gennem sine antikke, feudale og borgerlige stadier hvori magthaverne formåede med stadigt mere komplicerede mekanismer at holde de besiddelsesløse nede. Og ånden hænger sædvanligvis ved finansen, kunstnere og intellektuelle er oftest forskrevet til magthaverne. Dog er kunsten sammensat og disharmonisk og bevæger sig i spiralformer snarere end som et lineært fremskridt. Det centralperspektiviske billede er ikke bedre end ægypternes protokubisme og kunsthistorikerens faste kategoriseringer er kun gold teori - alting er til enhver tid nyt og nærværende. [Kunst er altså news that stay news.] Hvordan kunne kunstnere under tidligere tiders tyranner frembringe noget af varig værdi, spørger Coppis mor. Fordi, svarer Coppi, selv om de ikke gennemskuede undertrykkelsens omfang, udsagde de det, de mente var sandt. De kunstere, som nu (1937) stiller sig til rådighed for det fascistiske styre, afslører i deres klassicistiske monumenter kun tomhed, og de sande kunstnere er sendt i eksil eller myrdet. De, der vil tvinge kunsten til at være politisk pegepind, har ingenting fattet, siger Heilmann. Lenin, Marx og Engels brød sig ikke om den moderne kunst, de foretrak klassiske epikere, melodikere, realister: Goethe, Balzac, Bach fremfor Hölderlin, Rimbaud, Schönberg - men de var generøse nok til at lade kunsten udvikle sig efter tidens materielle forhold, dens brudflader og nye erkendelser. De nye socialistiske ideologer er derimod formynderiske i deres iver efter at holde kunsten fri af den kapitalistiske kulturgesjæft. Men det er ligeså vigtigt at afvise alt det bras, der hældes ud over folk fra massemediernes kloakker, som det er at forstå, at Joyce, Kafka og Stravinskij er en ny tids Dante og Shakespeare.
