Oprørets æstetik? (I. 47-63)

Vejen til forandring af livets vilkår går gennem oplysning, og denne opgave må man påtage sig selv - de begunstigede har ikke tænkt sig at dele deres viden. Først havde de tre venner, som de fleste andre arbejdere, vendt sig imod ideen om, at kunsten og oplevelsen af at den skulle være forbundet med intellektuel anstrengelse. Men efterhånden som de arbejdede sig ud af deres sprogløshed og ind i forståelse af kunsten, af såvel de historiske perioder som dens tidløse aspekt, mærkede de også hvordan de fjernede sig fra deres klassefæller, der end ikke kan forestille sig, at de kan have adgang og adkomst til højere intellektuelle og kulturelle stader.
   Hvilken kunst er nu den væsentligste – den der taler naivt til de mange, eller den der taler indsigtsfuldt til de få? Når nazisterne brænder bøger og værker af ekspressionister og dadaister udgør det naturligt nok i sig selv en slags kvalitetsstempel for antifascistiske unge. I surrealisternes billeder aner man oprøret mod det bestående borgerlige samfund, også selv om man ikke helt forstår billederne. Men det er alligevel tydeligvis de franske og russiske realistiske maleres billeder, billeder af landarbejdere og fabriksarbejdere, af deres værdighed og kraft, Coppi foretrækker. Heilmann derimod har blik for at denne realisme hurtigt udvikler sig til en banal idealisering og heroisering, positurer med en egen indbygget småborgerlighed. Deres endimensionale optimisme støder al kompleksitet til side. Denne kompleksitet fandtes i den tidlige revolutionære kunst i Sovjetunionen, hos Majakovskij, Blok, Tatlin, Eisenstein, Vartov – men alle disse er nu døde eller persona non grata; forfulgte eller gjort tavse. Mandelstam er muligvis allerede (vi er i ”37 husker vi nok) blevet henrettet. Det er yderst pinligt, at dette foregår i et mønstergyldigt samfund. Men det må russerne forklare os senere, siger Coppis mor - de er jo kommet tyve år forud for os.

Skrevet 15/11 2006 18:12.