Attaliderne (I. 32-47)

Pergamonalteret blev skabt for folkets skyld, siger Coppis mor, og hvis vi (arbejdere) skal forstå, hvad det betyder og gøre krav på det for os selv, så må vi indhente alt det, vi ikke lærte i skolen. Dette bliver nu de tre venners store opgave. De diskuterer og fortæller hinanden Pergamons historie og mærker ”den kløft, der var mellem erkendelsen og sprogløsheden.” De indser, at kløften mellem klasserne er og var en forskel mellem indsigtsområder: De fattige har nogle fattige forestillinger om livet efter døden, hvor der venter belønning for at have udholdt afsavn eller straf for at have været rebelsk. De rige og de vidende har forladt overtroen og skaffet sig indsigt om jordens geografi og verdens fysik, men de har holdt denne viden for sig selv. Jo mere viden, jo mere rigdom, og jo mere rigdom, jo bedre overskud til at udforske verden. Kunsten er naturligvis en del af denne udforskning, og den knytter sig således tæt til den herskende klasse. Pergamons kunstnere og vismænd arbejdede ikke med kunst for kunstens skyld: Deres kunst var fornuftsbetinget og stod i en intellektuel udviklings tjeneste. Den blev til i et åndens rige, som var opstået gennem vold, gennem krige og etniske udrensninger af de skæggede øldrikkende gallere, der lagde ansigter til de overvundne primitive giganter på frisen. Er den byrde af pinsler folket, arbejderne, de menige soldater og gallerne betalte for at en lille overklasse kunne leve i rigdom og skabe smukke kunstværker ikke noget, som gør disse værker frastødende? spørger Coppis mor. I frisen ser hun overalt kun de overmægtiges triumf over de afmægtige, og i noget grusomt kan der aldrig findes skønhed, siger hun. Men efter længere tids tavshed siger Heilmann, at værker som disse må fortolkes påny igen og igen indtil de jordfødte kan vågne af mørke og slaveri og vise sig som de virkelig er.

Skrevet 8/11 2006 21:22.