Internationalisterne (I. 23-32)
Coppi bor sammen med sine forældre i en lille indelukket lejlighed, der føles som en fængselscelle i en omgivende verden, hvor kommunister og venstrefløjsfolk spærres inde og slås ihjel. Men netop den forbindelse de tre unge mænd føler med undertiden fjerne aktioner, diskussioner og sammenstød, med socialister og arbejdere og revolutionære i alle lande, er det som giver dem luft og kraft til at arbejde videre. De er tydeligvis meget velorienterede om venstrefløjens internationale historie, dens interne stridigheder i Moskva og på diverse kongresser. Mens Heilmanns forældre ikke må vide noget om disse aktiviteter, er de to andre af engagerede politiske familier.
Vi får nu lidt af fortællerens fars historie. Han er født og opvokset i Ungarn (moderen er fra Strassburg). Han er gammelt aktivt medlem af socialdemokratiet (fordi han ikke kunne komme overens med kommunisternes centralisme) og er blandt andet blevet såret i skulderen ved en træfning i Bremen. Efter nazisternes magtovertagelse er han flyttet til Tjekkoslovakiet. I dette barndomshjem sad man naturligvis ikke og så fjernsyn om aftenen, man læste højt for hinanden af Majakovskijs digte, af romaner af Andersen Nexø eller Gorkij. Nu, i 1937, bryder politiet regelmæssigt ind i politiske aktivisters hjem og selve det at eje et bind af Lenin ligestilles med højforræderi. Derfor er hjemmebibliotekerne efterhånden skrumpet til ganske få bøger.
8/11 19:57
“Klar ist, dass alle gegen den Kapitalismus sind. Weiss selbst hat aber noch kein wirklich sozialistisches Profil, wie es in seinem Kultroman Ästhetik des Widerstands (1975-81) später greifbar wird. Noch ist er ganz Bohème. Die Arbeiter und Kleinbürger Hinter den Fassaden, wie der Film über die Satellitenstädte hieß, stoßen ihn ab. Er hasst deren verkümmerte Phantasie.
Was ihn interessiert, ist “intimste Genauigkeit”, die er ebenfalls bei anderen Tagebuchautoren sucht, bei Hebbel, Musil, Brecht oder Genet. Seine Träume sind ihm definitiv wichtiger als Fragen der Entfremdnung. Scheulosigkeit erhebt er zum Gebot, dem körperlichen Erleben gilt seine höchste Aufmerksamkeit. Was sich in diesem Journal offenbart, ist eine neue, fast experimentell zu nennende männliche Sensibilität. Einmal gesteht Weiss sich sogar inzestuöse Phantasien mit seiner ersten Tochter (von Helga Henschen) ein, während er sich von Gunilla unbedingt ein Mädchen wünscht. Ein regelrechter Tochtererzeugungswunsch durchzieht das Tagebuch.”
Herfra: http://www.fr-aktuell.de/in_und_ausland/kultur_und_medien/literatur/?em_cnt=1006395