Hovedpersonerne i den her bog er på mange måder enhver forfatters utopiske drøm om læseren, enhver kunstners utopiske drøm om den perfekte modtager: Ham (og hende, men ikke her, ikke endnu i hvert fald) der med glubende appetit og nysgerrighed kaster sig over værket, undersøger det i alle leder og kanter, diskuterer det, kritiserer det, men alligevel under alle omstændigheder accepterer det som en udfordring.
   Heilmanns latin- og franskkundskaber gør det muligt at læse Den Guddommelige komedie fra flere vinkler, dvs. at få en fornemmelse for såvel rytmer og klangfølger som for den indre sammenhæng og glød i værket. Begyndelsen af Dantes rejse kan sammenlignes med den søvndrukkenhed en lang dags hårdt arbejde hensætter én i, den tunge træthed mellem drøm og vågen tilstand. Dantes drømmeagtige følelsesløshed i dødsriget (ikke så meget over for de plagede og martrede, som han jo af og til får medlidenhed med, men i forhold til at han aldrig et øjeblik rammes af en tanke om sin egen skyldighed; hans bevidsthed om at så længe han er sammen med sin skytsengel (sin kunstneriske bevidsthed), er han urørlig) - er det ikke en følelsesløshed, man skal vare sig for? At den kunstneriske udformning fritager én fra indlevelse i virkelighedens problemer? De føler allerede selv en afstand i forhold til deres kammerater og familier, der ikke har mulighed for at nærme sig kunsten, som de selv har. Måske, siger Heilmann, er denne anæstesi ganske enkelt nødvendig selv i den engagerede kunst (og ingen kan jo være i tvivl om at den historiske Dante var stærkt engageret i sin samtid politisk såvel som på alle mulige andre måder). Uden anæstesien ville man blive overvældet og handlingslammet, ligesom man i en drøm vågner op, når det forfærdelige bliver for virkeligt og dermed uudholdeligt. Ligesom drømmen kan kunstværket ikke eksistere uden en vis følelsesløshed. |Mennesket tåler ikke ret megen virkelighed, sagde Eliot - måske mente han kunsten eller kunstneren?]
   Dette findes også i renaissancens fresker fx. hos Piero della Francesca. Disse skyggeløse billeder, hvis kolde klare blik og udtryk tager klassedelinger for givet, har ikke noget at sige os, mener Coppi, men de andre er uenige. De har brug for også disse eksklusive krævende præstationer som på deres egen måde er ubestikkelige. Og når man ser gennem de historisk betingede forudsætninger, ser man ofte, at kunstnerne har fulgt deres egen fornemmelse for sandheden og lidelsen også hos de besiddelsesløse, dem, der aldrig har haft mulighed for selv at bestille kunstværker til egen hæder. Derfor er det også vigtigt, at kunsten ikke programmatisk afgrænses af det parti, de ”tilhører eller står nær’